Min gode ven Federico Scarzello fra Barolo har hjulpet mig med at finde verdens bedste hasselnødder. En af Federicos kammerater har en gammel hasselnøddeplantage i Cravanzana i Piemonte “The Barolo of  Hazelnuts”. Herfra importerer jeg ristede hasselnødder, hasselnøddepasta og den giftigste Nutella (58% nødder). Nødderne smager fremragende alene, men de er næsten endnu bedre i mad. De er fantastiske til fisk og skaldyr, salater, vildt og selvfølgelig kager og desserter.

Min absolutte favorit pt er denne opskrift:

Jomfruhummer med brunet smør og hasselnødder fra Piemonte
4 pers / tilberedningstid 20-25 minutter

12 ultrafriske jomfruhummere
salt og peber
lidt olivenolie eller smeltet smør

150 g smør
1 fed hvidløg finthakket
Revet skal af en citron
2 spsk hakket bredbladet persille
1-2 spsk soya
50 g ristede hasselnødder grofthakket

Rens jomfruhummerne, hiv hovederne af og kog evt. en fond dem til senere brug, flæk halerne på langs og fjern tarmen.
Krydr jomfruhummerne med salt og peber og pensl kødsiden med lidt olie eller smeltet smør.

Sæt smøret til smelte over middelvarme, når det bliver lysebrunt, skummende og begynder at dufte af hasselnødder så tag smøret af blusset. Tilsæt soya, hvidløg, persille, citronskal og hasselnødder.

Grill jomfruhummerne 3 minutter på sklasiden og 30 sekunder på kødside, fordel dem i 4 dybe tallerkner og hæld det brunede smør udover. Server godt brød til.

Alternativer: Det brunede smør går også fremragende til stegte kammuslinger eller et stykke stegt pighvar

Vin: Det brunede smør skriger på en god fadlagret Chardonnay f.eks. Bellvale Chardonnay fra Gippsland i Australien, eller hvis den skal ha’ rigtig gas en god Meursault.

PS. Hasselnødderne kan købes i Bichels Webshop