Der var ikke plads til alle opskrifter i vores nye smukke Hjerteblod magasin, så de kommer her:

Hårdristet Flapmeat

Denne metode kan bruge både til flapmeat, nyretap og flank steak

400-600 g flapmeat tykkelse 3-4 cm
olivenolie
Groft havsalt
25 g smør
Friskkværnet Peber

Varm en pande grundigt op på næsthøjeste blus (5/6 eller 8/9). Dup kødet tørt med køkkenrulle, krydr det grundigt med salt. Hæld 1 spsk olie på panden og placer kødet på panden, vend kødet hver 30 sekund, skru lidt ned for varmen efter 2 min, tilsæt smør og fortsæt med at vende kødet hver 30 sekund og dryp kødet ovenfra med smør fra panden. Samlet set skal kødet have 6-8 min afhængig af tykkelse. Til sidst krydres med mere salt og masser af peber. Lad det hvile 15 min inden du skærer

Chermoula

Chermoula er en nordafrikansk marinade/krydderiblanding som er skide god til fisk, skaldyr og kylling ( og kanin)

2 spsk hakket frisk koriander
1 spsk hakket frisk persille
2 fed hvidløg finthakket
1 mild rød chili finthakket
3/4 dl god olivenolie
saft og skal af en citron
1 tsk spidskommen
1 tsk stødt koriander
1/4 g Safran ( stødt)
1 tsk groft salt

Rør alle ingredienserne sammen og lad det trække 10 min. Brug halvdelen til at marinere fisken, skaldyrene eller kyllingen i og lad “kødet” marinere 30-60 min. Steg eller grill det, og server derefter med resten af Chermoula’en. Godt brød, tabouleh eller nogle af salaterne fra Hjerteblod vil passe perfekt til