Jeg elsker løgsuppe, især om vinteren, kombinationen af løg, hønsefond, ristet brød, ost og pocheret æg er bare guld. Løgsuppe er ikke en eksakt videnskab, så prøv dig lidt frem og find din egen ynglingsstil. Min ser cirka sådan her ud:

 

6 pers:
5 løg i tynde strimler
50 g smør
3-4 fed knust hvidløg
150 røget bacon i små tern
200 g selleri i små tern
2 spsk mel
1/2 fl tør hvidvin
1,5 liter hønsefond (det kan betale sig at lave den selv)
timiankviste, laurbær og 20 sorte peberkorn
salt og peber

ristet brød
Revet lagret Cheddar
6 pocherede æg

Smelt smøret i en stor gryde og brun løgene grundigt, tilsæt hvidløg, bacon og selleri, når løgene har taget farve og brun yderligere 5 min. Tilsæt mel og rør grundigt rundt. Tilsæt vin og lad det koge lidt ind. Hæld fond, timian, laurbær og peberkorn på, og lad hele svineriet simre 1 1/2 – 2 timer. Kog evt. ind til en tykkere konsistens. Smag til med salt og peber og server med ristet brød gratineret med Cheddar og et pocheret æg pr. mand.

Drik Silvaner fra Franken eller en god tør Riesling til.

P.S. lav dobbelt portion, løgsuppe i fryseren er bedre end penge i banken.