Som supplement til sin families klassiske vine fra Weingut Netzl i Carnuntum sydøst for Wien, laver unge Christina Netzl en serie mere minimalistiske og eksperimentelle vine, som stilsikkert bevæger sig over i naturvinsgenren. Christina står for nogle meget vellavede og levende vine, som ikke er for langt ude i hampen men skabt til at hælde ned uden yderligere bekymringer: Supersaftige rødvine på lokale druer som Zweigelt og Sankt Laurent, lige til at rive ud af køleren og sænke til sommermaden. En liflig rosé, som gør sig lige så godt solo som til spisning — og funky fortolkninger af klassikere som Chardonnay og Grüner Veltliner. Vi er stolte over at være nogle af de første og få i hele verden til at føre vinene uden for Østrig, og vi håber, I vil hoppe med på vognen.
Pigerne tager magten
Christina Netzl voksede sammen med sin søster Annemarie op på familiens dengang blandede landbrug med vin-, korn- og majsmarker samt husdyrhold, drevet af hendes forældre og bedsteforældre. Allerede i 1980’erne begyndte hendes far at fokusere på vinbruget og blev en af pionererne i moderne østrigsk rødvin med fokus på Zweigelt og Bordeaux-blends. I dag råder familien Netzl over 35 vinmarker rundt om Göttlesbrunn med et samlet areal på godt 30 hektarer.
Som ung hjalp hun til med meget forskelligt på gården, men hun blev dog hurtigt forelsket i vinavlen og vinproduktionen. Så det stod tidligt klar, at hun ville gå i sin fars fodspor og blive vinmager. Hun gik i privat mesterlære hos sin far, som lærte hende op i vinavlens klassiske dyder, og hun tog del i alt fra markarbejdet over vinifikationen til salgsarbejdet. Allerede tidligt i forløbet fattede hun en særlig interesse for de mange mikrobiologiske processer, der foregår i marken og især i kælderen, og hun besluttede derfor at udvide sin viden og kunnen gennem et egentligt studie i vitikultur og ønologi.
Det var sidst i studietiden, mens hun arbejdede hos en vinimportør i London, at hun for alvor blev bekendt med økologisk vin og også stiftede bekendskab med naturvin. Så da hun vendte hjem og begyndte at arbejde på familiens vingård igen i 2007, gik hun i gang med at kigge på jordbundsforholdene og de omgivende markers sundhed — ikke mindst tilskyndet af, at hun i samme periode blev mor til to piger. Efter at have overbevist de gamle, indledte de i 2013 omlægningen til økologisk drift, i begyndelsen mest for deres egen skyld, men med opmuntring fra sine forhandlere og importører, påbegyndte hun i 2018 certificeringsprocessen.
Sideløbende begyndte hun så småt at eksperimentere med mere minimalistiske metoder i kælderen og at lave vine med et mere levede og ustyret udtryk. Igen først for sin egen fornøjelses skyld, indtil hendes amerikanske importør i 2017 fik hende lokket til at flaske nogle af vinene — og så var successen hjemme, og siden er det gået stærkt.
Vinenes etiketter giver et godt indtryk af Christinas filosofi, hvad enten det er de gamle hvide med det meget minimalistiske udtryk og vinmagerens signatur — eller de nye spraglede, tegnede med det mylder af dyr, der lever vinmarkerne og holder balance i tingene, og som hun derfor for intet i verden vil undvære. De nye etiketter er lavet af kunstneren Carolyn Gavin, inspireret af et besøg i Christinas levende vinmarker med hendes amerikanske importør.
Ren natur, ufiltreret på flaske
Filosofien er kort og godt 1) økologisk dyrkning med et vågent øje til sunde vinstokke og stor biodiversitet , 2) mekanisk og manuel pleje af af vinstokke og udelukkende høst med hænderne, 3) spontan gæring med druernes egen vilde gær, 4) ingen klaring og filtrering og om muligt ingen tilsætning af sulfitter, ellers kun i små mængder ved flaskning. Ren vin uden noget tilsat eller fjernet.
Første skud var Grüner Veltliner Unfiltered, som er Grüner Veltliner på EPO, en intens og ekspressiv udgave af druen, med rund syre, moden pære- og ferskenfrugt og klassiske Grüner-noter som græs, urter, fennikelfrø og hvid peber. Håndhøst, heleklasepresning og spontangæring på ståltank, flasket ufiltreret med en minimal mængde svovl. Perfekt terrassevin og samtidigt meget madvenlig.
Næste vin er Chardonnay Orange, en mild orangevin på Chardonnay-druer, som er gæret med skallerne et par uger, lagret på gamle egetræsfade og flasket ufiltreret med minimal svovling. Det giver en kompleks vin med fyldig frugt, fin tanninstruktur og en let bitterhed, noter af fersken, tørrede abrikoser og nødder . Det er en meget spændende madvin, der kan klare både grønsagsretter med f.eks. rodfrugter men også lette kødretter med gris, kalv eller kylling.
Så følger hendes superbe Rosé, en saftspændt og frugtig rosé på Zweigelt. Druerne håndhøstes fra marken Holzweg, afstilkes og nyder nogle timers skindkontakt, før mosten presses af og gærer spontant på ståltanke, hvor den også modner på gærresterne. Den flaskes uden klaring, filtrering og med minimal svovling. Den strømmer næsten over af saftig vandmelon, friskplukkede jordbær, hindbær- og kirsebærsaft, en fin frugtsødme og frisk syre – en rosé som eminent balancerer det vinøse med det let drikkelige. Glimrende til grillede grønsager og seafood eller bare solo.
Sankt Laurent Carbonique er en super saftig og letløbende udgave af Sankt Laurent-druen, lavet på den klassiske Beaujolais-metode maceration carbonique, hvor druerne gærer som hele klasser i en lukket tank under kuldioxid. Det giver en intens friskfrugtig vin med meget lav tanin, en flot mørk bærfrugt og let krydring. Til at bælle eller til let kost med fisk, fugl og grønsager.
Seneste familiemedlem er fra 2020 Zweigelt Unfiltered af druer fra marken Bärnreiser, og den charmerer med en liflig, løftet duft af friske kirsebær solbær. Efter høsten afstilkes klaserne, og druerne gærer spontant i en lukket ståltank. Siden følger malolaktisk gæring og en fire måneders modning på gærresterne i gamle egetræsfade. Igen flaskes uden klaring, filtrering og kun med et minimalt drys svovl. Smagen er af ren rød frugt, tanninerne er meget, meget fine, og den har en livlig syre. Det gør den meget madegnet, til både lette og kraftigere kødretter, med gris, kalv og kylling, eller til grønsagsretter med både rå og tilberedte, f.eks. grillede, grønsager.
Carnuntum, fortid og fremtid
Carnuntum er en ung region med en meget lang historie. Det er den samme, gamle beretning om, at allerede romerne dyrkede vin i området — men det var først i løbet af 1990’erne, at bønderne i Carnuntum for alvor begyndte at omstille deres almene landbrug til rendyrkede vinbrug og at satse på vine af høj kvalitet. Området opnåede Østrigs højeste kvalitets- og oprindelsesgaranti DAC i 2019 og tæller i dag knapt 130 vinhuse, der opdyrker knapt 900 hektarer vinmarker. Rødvin er den vigtigste del af produktionen med Zweigelt som den vigtigste drue, efterfulgt af Blaufränkisch, Sankt Laurent, Cabernet, Merlot og Pinot samt hvidvinssorter som Grüner Veltliner, Pinot Gris, Pinot Blanc og Chardonnay.
Østrigsk vin er lige dele tradition og innovation, og Carnuntum er ingen undtagelse. En gammel garde vogter om de lokale traditioner, mens de unge vilde også går deres egne veje; men med en stor respekt for den arv, de skal løfte. Christina går på ingen måde på kompromis med Carnuntum og dets typiske druesorter, men hun giver dem et nyt og forfriskende udtryk.