Den speedsnakkende klippeterroirist slår til igen!
Han taler hurtigt, han har svært ved at sidde stille, han har altid gang i adskillige projekter.
Det var ikke med sin egen gode vilje, at Erich Machherndl blev vinmager — og det var også ved et rent tilfælde, at Vinpusheren krydsede hans vej sidste sommer til en vinsmagning i Østrig. Denne “sommerromance” er nu blevet til et fast forhold, og vi er ekstremt glade for at kunne forhandle Machherndls mineralske mesterværker i Danmark. Erich Machherndl laver fokuserede og fyldige Wachau vine helt uden flomme. Frugten er trængt i baggrunden, og Wachaus klassiske botrytiskarakter er tonet ned til fordel for en delikat krydring og rentonet mineralitet. Sidst men ikke mindst skejer Erich ud med pulp og pragt i Pulp Fiction vinene, sprælske og superlæskende naturvine i alle farver — og for tiden har han gang i at lave en pet nat særligt til Vinpusheren.
Lang historie kort
Weingut Machherndl er en godt 18 hektarer stor ejendom i Wösendorf i Wachau, grundlagt i 1786 og i dag drevet af ottende generation, Erich Machherndl Junior, der overtog fra Erich Machherndl Senior i årene efter 2000. Den unge Erich havde absolut ingen planer om at blive vinmager og overtage den gamle gård. Han havde studeret biokemi og bioteknologi, og vejen var banet for vellønnede jobs i medicinalindustrien, langt væk fra det hårde og beskidte arbejde som vinbonde; men efter 4-5 år med dobbeltjob overgav han sig alligevel til livet som vinbonde med barnlig begejstring og legesyge.
Machherndls filosofi er enkel: Han tror på terroiret og holder fokus på de lokale traditioner; så længe han selv kan få lov at fortolke dem frit! Han var en first mover på omlægning til økologisk og biodynamisk dyrkning, praktiserer udelukkende manuel høst og har et knivskarpt fokus på de enkelte markers karakter frem for druesorterne og de moderne kvalitetskategorier.
Han høster gerne sent men søger at undgå botrytis, da han mener, at det larmer ind over terroirdimensionen i vinen. Og han har f.eks. altid mere eller mindre skindkontakt på sine Grüner Veltlinere: Han forsøger ganske enkelt at nedtone druens aromatik og frugtighed til fordel for struktur og mineralitet. De skal helst have et par år i kælderen, gode glas og masser af luft, men så får du til gengæld destilleret Wachau terroir for fuld skrue. Se beskrivelser af et par af vinene nederst.
It’s the terroir, stupid!
Wachau er Østrigs ældste, mest klassiske og desværre også dyreste vinområde, en smal dal langs Donau-floden mellem byerne Melk og Krems. Her knejser stejle skråninger med både terrasser og traditioner mejslet i sten. Syre og mineralitet er kodeordene, og især den yngre generation flytter nu fokus fra fortidens fuldfede frugt mod radikal klippeterroirisme. Erich står i første række i denne udvikling.
Kølige og fugtige luftmasser strømmer inde oppe fra Dunkelsteiner-skoven i Waldviertel mod nord, mens lunere og tørrere luftstrømme trænger ind sydøstfra, hvor Donau-dalen åbner op mod den store Pannoniske slette. Denne kontinuerlige cirkulation mellem lun og kold luft, kombineret med sydvendte skråninger og unikke jordbundstyper, påvirker vinstokkenes vækst og druernes modning og giver intense og syrerige men samtidigt fuldmodne og fyldige vine.
Wachaus mange stenterrasser er for det meste bygget op på forvitret grundfjeld af gnejs og skifer, mens de lavere beliggende marker og floddalen nedenfor delvist er dækket af grus, sand og løss. Terrasserne befinder sig op til 450 meter over havets overflade og op til 250 meter over Donau-floden, og vinene bliver lige så slående som udsigten.
It’s time to get stoned!
Stenet mineralitet er det, Machherndl vil have, at vi skal smage i hans vine. Oprindelsen, jordbunden, helt ned til den enkelte marks særpræg — og han har flere gode af slagsen:
Bachsatz ligger lavt ned mod Donau på en sandet jordbund med paragnejs og amfibolit, og herfra høstes nogle af de modneste og mest aromatiske druer. Kollmütz er Machherndls største mark med markante højdeforskelle, hvor jordbunden er præget dels af gnejs og dels af løss. Her trives både Riesling og Grüner Veltliner. Kollmitz ligger i mellemhøjde med et tyndt lag løss og forvitret paragnejs nedenunder; og endelig er der den magiske Steinwand, som ligger som en stejl skråning i forlængelse af Kollmitz. Her vokser gamle Grüner Veltliner-stokke fra 1969 på ren gnejs, og det giver en helt utroligt stilren vin.
Alle Machherndls vine har et særskilt særpræg, vi nøjes med at nævne nogle af vores egne favoritter:
Riesling Federspiel Mitz und Mütz 2019: Knastør klippe-Riesling, der smager af citrus, umodne æbler og pære og sten. Druerne er selekteret fra markerne Kollmitz og Kollmütz, og det er en fantastisk madvin og plakfjerner— den driver mundvandet frem på den fede måde!
Grüner Veltliner Smaragd Steinwand 2017: Superb og stringent Smaragd med rank syre og en mineralitet som stenmel. Pusherens favorit Grüner Veltliner, en hvidvin på højt plan med gule stenfrugter, medicinskab og flint, og der er fylde, friskhed og finesse i hver mundfuld.
Pulp Fiction Rød 2019: Syrah (!) fra granitskråninger, geologi som i Nordrhône og Valais, i Wachau er der bare køligere. Det giver cool charme, en syrefrisk og frugtig stil vin med mørk kirsebærsaft, solbær, kærnemælk, peber og urter.
Vinpusherens pet nat: Druerne kommer i hus i disse dage, og vi kan næsten ikke vente med at smage resultatet. Stay tuned! Det bliver naturlige bobler, færdiggæret på flasken og helt uden filter. Udgangspunktet er hovedsorten Grüner Veltliner, peppet op med en smule skindfermenteret Grauburgunder, der skal give fylde og funk til vinen.
Find Machherndls Pulp Fiction vine i webshoppen her.