Trepat er det nye sort fra Spanien! Knapt 100 km vest for Barcelona, lige lidt nord for Terragona, ligger vinhuset Mas Foraster ved den lille landsby Montblanc. Landskabet er svøbt i vinmarker i den lille appellation Conca de Barberà, hvor hoveddruen er den røde Trepat.
Conca de Barberà? Trepat? No worries, der er absolut ingen skam over ikke at være med her. Der er tale om ukendt territorie og en sjælden druesort; men der er samtidigt god grund til at spidse ører og fatte smageglasset: For familien Foraster har hevet Trepat frem fra glemmebogen, og sammen med en lille række andre lokale terroirister har de sat sig for at vise verden, hvor god den gamle rosé-cava-drue kan være som rødvin: En slags spansk alternativ til Pinot Noir. For god Trepat er saftig og enormt drikkevenlig, med frisk frugt, moderat alkohol, bløde tanniner og lækre kryddernoter; og netop Mas Foraster er en reference vingård for Trepat, de laver decideret store vine på sorten. Rød velour fra de kølige bjergegne, vine til at forfriske og forføre om sommeren.
JF Trepat er Foraster signatur-Trepat, en frisk og frugtig vin med liflig mørk frugt og mild krydring, smager en smule som en guddommelig kombination af Pinot Noir, Gamay og Grenache. Fra 40-50 år gamle stokke i op mod 500 meters højde. Druerne koldgæres og lagrer efterfølgende syv måneder på tre år gamle franske egetræsfade, inden vinen flaskes —ufiltreret og med en minimal tilsætning af svovl.
Julieta Step-up-Trepat fra en vinmark med 68 år gamle stokke i godt 500 meters højde; gæret på cementæg og flasket ufiltreret. Elegant, kølig og kompleks vin med en Bourgogne-agtig rød bærfrugt, fløjlsblød tekstur og blomstrede, urtede, pebrede noter, der foruden Pinot Noir kan vække mindelser om Syrah og Cabernet Franc.
Pep Top-Trepat fra familiens ældste vinstokke på en nord- og østvendt vinmark. En slags destillat af Trepat, der viser druen ikke kun som en slags pebret Pinot men som sin helt egen. Modnet på et syv år gammel fransk egetræsfad. Forfinet struktur og mere kant og kompleksitet. Kun 312 flasker produceret!
Find Forasters vine i webshoppen her.
Familiens Foraster finder sig selv
Vinbruget i Conca de Barberà kan, som så mange andre steder på den iberiske halvø, spores tilbage til romersk tid. Men med maurernes besættelse i middelalderen og tiden under det islamiske kalifat fik vinbruget trængte kår. Det kom dog tilbage med fuld kraft, og i dag kan katalanerne og spanierne bryste sig af flere århundreders ubrudt vintradition. Området er historisk også stærkt på de grønne druesorter, og cava har i moderne tid været sværpunktet i produktionen.
I mere end halvandet århundrede har flere generationer af familien Foraster dyrket vinstokke og oliventræer på deres ejendom ved landsbyen Montblanc for foden af Prades-bjergene i Catalonien. Huset er grundlagt i 1828, men først i 1998 besluttede Josep Foraster og sønnen af samme navn sig dog for at gøre vinen til deres levevej, at flaske deres egne vine og alene sætte lokale traditioner og kvaliteten i højsædet. Derfor restaurerede de gården, byggede en ny kælder og plantede nye stokke af gode, gamle sorter. Traditionelt gik lokale sorter som Trepat og Macabeo til Cava-produktion, men Mas Foraster har valgt at afdække deres potentiale som sortsrene rød- og hvidvine.
Tragisk nok døde den yngre Josep Foraster i 1999 af kræft, kort før han fyldte 40, og ganske kort tid før hans første årgang skulle på markedet. Men familien rykkede sammen i krisesituationen, og ind trådte hans søster Julieta Foraster og hendes søn Ricard Sebastià Foraster og tog over; og de driver virksomheden den dag i dag. Siden har Josep den yngres søn, Adrià Foraster Mascaró, sluttet sig til foretagenet. I mellemtiden er huset nået op på 29 hektarer vinmarker og mere end 100.000 flasker vin årligt. Så det er ikke længere noget helt lille familieforetagende; men familien er stadig selv engageret i alle led af produktionen. Vinmageren er i dag den unge Ricard Sebastià.
Mas Forasters vine fremstilles udelukkende af druer fra familiens egne vinmarker, som ligger rundt om Montblanc og videre ud i dalen Sierra de Miramar. En del er familiens gamle arvegods, en del er nyere erhvervelser fra naboer, nære og fjerne. Markerne ligger på lerjord og kalkstensklipper, mestendels i 400-600 meters højde, godt 30 km nord for Middelhavet. Højden på de stigende bjerge, de store temperaturudsving mellem nat og dag samt den kølige brise fra havet sikrer syren i druerne og vine med struktur, friskhed og elegance.
Det udtryk forsøger man på Mas Foraster at rendyrke— med respekt ikke kun for traditionen men også for naturen, og derfor begyndte man at lægge om til økologisk dyrkning for flere år siden. Filosofien er bæredygtighed først, og foruden økologisk dyrkning benytter de sig også af biodynamiske præparater og kompost. Man høster relativt tidligt for at undgå overmodne druer. Der gæres med druernes vilde gær og modnes på ældre egetræsfade og moderne betonæg for at bevare den rene frugt.
Hovedsorten er som nævnt Trepat, men på den røde side dyrkes der desuden Tempranillo, Garnacha og en smule Cabernet og Syrah. Den hvide side styres af Macabeo i selskab med Parellada, Garnacha Blanca og Chardonnay. Det bliver til en lang række vine, men fokus er og bliver — og bliver måske endda skarpere og skarpere — på Trepat og Macabeo.
Unge Ricard Sebastià ser også en lys fremtid i de grønne sorter og er ikke bange for at fortolke traditionen på sin egen måde, for eksempel mere kortere eller længere tids skindkontakt. Et par eksempler:
Blanc Seleccío En frisk og kompleks hvidvin primært på Grenache Blanc og Macabeo og en smule Chardonnay. Gæret på brugte egetræsfade og cementæg. Frisk citrus, mango, honning og nødder, flot fylde og mineralsk finish.
Brisat del Coster er en spændende orange fortolkning af Macabeo fra 40 år gamle vinstokke på en mark i 450 meters højde. En ret saftig orangevin med ret fine tanniner, moden gul frugt, mandler, akacie og søde krydderier.
Mas Foraster er spændende lokalkolorit fra et lettere ukendt hjørne af det nordspanske. Men det er også bare superlækre vine til sommeraftnerne og resten af året, for den sags skyld.