Orangevin til folket!

Orangevin til folket!

Orangevin er ikke nogen ny opfindelse men en af de helt gamle og grundlæggende, som i mange år bare var gået i glemmebogen. Folkeligt formuleret er det hvidvin lavet på samme måde som rødvin — vin gæret af hele druer, med skaller og kerner, bare på grønne druer, som man til hvidvin normalt nøjes med at presse mosten ud af. Her dykker vi længere ned i pulpen og guider dig en tur gennem det orange univers.

 

Grønne druer, lang skindkontakt

Når druernes skaller forbliver i kontakt med mosten under gæringen, trækkes tørstoffer, tanniner og mange flere fenoler ud i vinen. Det gør farven mørkere og giver mere krop og struktur end man er vant til fra hvidvin. Det giver også en dybere duft- og smagsprofil — typiske smagsnoter er tørrede frugter som lyse rosiner, tørrede abrikoser og kandiseret orangeskal, men meget moden frugt finder man også tit, stenfrugter, frugtskind og krydderier. Ellers kan orangevine være lige så forskellige i farve, duft og smag, som hvidvine og rødvine kan. Det kommer helt an på druesorten, vinmarken og vinmageren.

Nogle orangevine gærer kun med skallerne i en håndfuld dage, andre i flere uger, nogle i mange måneder. Nogle gæres i åbne fade eller tanke, hvor ‘hatten’ af skaller, der flyder oven på mosten, presses ned i mosten igen, op til flere gange om dagen. Andre gæres i runde betonæg eller leramforaer, hvor gæringen af sig selv skaber rotation i mosten. Disse faktorer påvirker i forskellig grad ekstraktionen af stoffer fra skallerne og udtrykket i den færdige vin.

 

Madvin med mange muligheder

Orangevin er derfor et bredt felt, der kan give mange spændende smagsoplevelser — og så gør orangevine sig også rigtigt godt som madvine. Deres brede aromaspektrum gør det let at finde et match til mange forskellige retter, også krydrede retter og retter med krævende råvarer.

Orangevinenes tanniner gør, at de kan klare råvarer og retter, hvor traditionelle hvidvine giver fortabt. Prøv dem, hvis der er artistokker, grønne oliven eller grønne asparges på bordet. Eller krydrede retter fra middelhavskøkkenet, det nordafrikanske køkken eller det asiatiske, især det sursøde.

Er man i tvivl, om hvid eller rød er det rette valg, eller er der mange forskellige retter på bordet, så er orangevin som hovedregel også et oplagt bud.

 

 

Tour d'Orange

Hvad enten du er novice eller en mere erfaren drikker, så har Vinpusheren noget, der kan matche hele spektret. Her har du en hurtig tour de force gennem feltet, hvor vi giver bud på hvilke gode orangevine, du bør kaste dig over: Fra velkendte druesorter i nye formater — godt til nybegynderne — de mere udfordrende og mørke orangevine, og til sidst til de erfarne med hård på tungen!


DR. THANISCH WHITE RIESLING
Maximilian Ferger laver Mosel Riesling med mesterlig hånd, og han har også kastet sig over en orange fortolkning. Navnet er, lettere misvisende, White Thanisch, for den får syv ugers skindkontakt og et års lagring på brugte barriques. Druerne kommer fra de fire bedste marker ved Bernkastel: Badstube, Graben, Lay og Doctor. Der er syrlig ferskenfrugt og flintet mineralitet som overalt i Mosel men også et tæt stof af abrikos, akaciehonning og bivoks og krydrede noter af karamel, kokos og kaffe. Kompleks og fascinerende vin. Find den her.

UHLER GRÜNER VELTLINER "WIEN 1960"
Violinist og vinmager Peter Uhler har udvalgt nogle af sine ældste Grüner Veltliner vinstokke på marken Reisenberg til en barok fortolkning af den østrigske klassiker. Fire ugers skindkontakt overdøver ikke Veltliners friske pærefrugtighed men giver det et lidt mørkere udtryk og fuld skrald på den hvide peber og krydderier som fennikelfrø, anis og kommen. Meget fine tanniner og dermed ret let drikkelig.

CHRISTINA CHARDONNAY ORANGE
Christina Netzl fra Carnuntum vil også lege med, og hun har ladet nogle af sine bedste Chardonnay-druer gære med skallerne i tre uger og lagret vinen på gærresterne i dels store egetræsfade, dels på ståltank. Der er genkendelige smage af frisk citrus og fersken men også tørrede abrikoser, noget ristet nøddeagtigt og pikante bitternoter. Der er let naturvinsfunk på spil, men den er ret elegant og meget let drikkelig. Find den her.

HAUS GUPI GUTEDEL EL FAYOUM

Haus Gupi er Schneider-brødrenes legeplads ved siden af det fædrende vinhus Weingut am Schlipf. De specialiserer sig i den gamle sort Gutedel, i Schweiz kendt som Chasselas. Som regel en saftig, mineralsk og mildt frugtig vin — men det kan nogle ugers skindkontakt med hele klaser råde bod på! Stadig saftig men samtidigt massivt urtet og fuld af nyslået hø og fint kridtet tørstof. Find den her.

MAS FORASTER BRISAT DEL COSTER
Cataloniens Macabeo kan være neutral og kedelig som hvidvin, men med tre ugers skindkontakt kommer druens indre kraft frem i lyset. Det resulterer i en stadig saftig og elegant vin med fine citrusnoter men også masser af moden gul frugt, tørrede abrikoser, akaciehonning og mandler og en mild bitternote. Frisk i finishen og dermed let drikkelig og bredt anvendeligt til mad. Find den her.

TAUSS SAUVIGNON BLANC URBAN
Her bevæger vi os over i det mere markant orange og decideret ind i naturvinsgenren. 4-5 ugers skindkontakt og efterfølgende lagring på store træfade i 18 måneder, ingen filtrering eller tilsat svovl. Det giver en fyldig, intens og aromatisk orangevin med tørrede blomster og en dyb, moden frugt, umaminoter, ret markante tanniner og en laaang eftersmag. Find den her.

ROBERTO FERRARI PULSAR
Alperegionen Alto Adiges kølige friskhed går ikke tabt med nogle ugers skindkontakt. Her er det Chardonnay, Riesling og Gewürztraminer med otte måneders lagring i amfora og et halvt år på store egetræsfade. Frisk, sprød og salt med masser af dyb aroma og urtet krydring. Find den her.

MACHHERNDL PULP FICTION ORANGE
Østrigske Erich Machherndl er her i sit mere legesyge hjørne med et blend af Weisser Burgunder, Gelber Muskateller og Frühroter Veltliner; en aromatisk og strukturelt udfordrende orangevin! Tørrede blomster, humle, nyslået hø, jute-sække, en stoflig mundfuld med stringent syre og fintmaskede tanniner. Meget madvenlig, især til de krydrede køkkener. Find den her.

MACHHERNDL PULP FICTION GRAUBURGUNDER

Erich kaster sig også over Grauburgunder med tre ugers skindkontakt, og det giver en kobberrød vin med flot fylde, saftig frugt og noter af friske og tørrede abrikoser, blodappelsin og pink grapefrugt, hyben og hibiscus. Bløde og moderate tanniner. Find den her.

TAUSS ROTER TRAMINER H ORANGE

Den røde klon af Traminer er identisk med den duftende og krydrede Gewürztraminer, som vi kender den fra Alsace. Her bare fra det sydlige Steiermark i Østrig og med en måneds skindkontakt og halvandet års lagring på store træfade. En intens, fyldig og meget aromatisk orangevin med en dyb mørk frugt, ret markante tanniner og lang, krydret eftersmag. Orangevin for viderekomne. Find den her.

 

Tilbage til blog