Vinpusheren på Vulkaner – Den Spanske Revolution fortsætter på Tenerife

Vinpusheren på Vulkaner – Den Spanske Revolution fortsætter på Tenerife

Tenerife dufter får de fleste nok af charterferie, all-inclusive og cervezas ved poolen. Fair nok, men mens turisterne steger på stranden, foregår der noget langt mere interessant oppe ad de vulkanske bjergsider: her laves nogle af det mest singulære og terroirdrevne vine, du finder i hele Europa. Det er der bare ikke ret mange der har opdaget, slet ikke all inclusive turisterne…

En vinhistorie, der er ældre end turismen

Vinstokke kom til Tenerife allerede i 1457, plantet af portugiseren Fernando de Castro, og i flere hundrede år var vin faktisk øens vigtigste eksportvare – længe før nogen fandt på at bygge et hotel med havudsigt. Da vinlusen phylloxera i 1800-tallet lagde stort set hele det europæiske vinlandskab i ruiner, slap Tenerife (og resten af Kanarieøerne) fri, takket være den geografiske isolation midt i Atlanterhavet. Resultatet er stokke, der aldrig er blevet podet på amerikansk rodstok, mange af dem 100+ år gamle og stadig plantet på deres egne rødder. Det er sjældent i vinverdenen, og det giver vinene en dybde og et rent udtryk, du ikke finder ret mange andre steder.

Vulkansk jord, høje bjerge og fem forskellige DO'er

Tenerife har fem officielle vinregioner, spredt rundt om vulkanen Teide, Spaniens højeste bjerg. Vinmarkerne ligger alt fra havniveau og helt op til 1.400-1.700 meters højde, plantet i sort, mineralrig vulkansk jord. Jo højere man kommer, jo køligere klima og mere syre i druerne, mens Atlanterhavet leverer fugt og afkøling til de lavere mere eksponerede marker. Det giver en unik cocktail: varme, sol og vulkansk kraft i den ene ende – frisk, næsten kølig mineralitet i den anden. Nogle steder bindes vinstokkene stadig efter den traditionelle cordón trenzado-metode, hvor rankerne flettes og føres langs jorden for at beskytte dem mod den kraftige vind. Det ser vildt ud, og det virker.

Druer, du (nok) ikke har hørt om

Her dyrker man ikke Tempranillo og Garnacha som i resten af Spanien. Tenerife har sit helt eget druebibliotek: Listán Negro og Negramoll til de røde vine, Listán Blanco (som faktisk er samme drue som Palomino Fino fra Jerez, men her får den et helt andetudtryk) til hvidvinene, og så en række lokale sjældenheder som Malvasia, Marmajuelo, Gual og Albillo Criollo – sidstnævnte i øvrigt ikke i familie med fastlandets Albillo, uanset hvad navnet antyder.

En ny bølge skyller ind over øen

I mange år blev Tenerifes vin solgt lokalt til turister og aldrig rigtig eksporteret, og kvaliteten var ikke specielt imponerende. Men en ny generation af vinmagere er ved at ændre billedet: de arbejder økologisk, minimalt indgribende og redder gamle, glemte vinmarker fra at gro til. Som vi har set det i mange andre spanske udkantsområder. Fokus er på terroir, gamle stokke og respekt for øens særegne natur frem for tekniske genveje. Det er den bølge, Vi for alvor har kastet os over, og vores to vinhuse hører til i toppen af den Kanariske vinscene

Unge Pablo Matallana fra La Bardona er selve indbegrebet af den nye kanariske vinscene. Efter ønologistudier i Valencia og erfaring fra Chile og Priorat vendte han hjem til Tenerife og Valle de La Oratava med ét mål: at lade øens vulkanske terroir og gamle druer tale for sig selv. Han samarbejder med lokale vinbønder om flere hundrede år gamle marker, arbejder økologisk og med minimal kælderintervention. Autentiske vine med et distinkt naturligt udtryk. Pablo har allerede opnået kultstatus i Spanien.  Se Pablos vine her

Juan Francisco Fariña Pérez (Juanfra blandt venner)fra Los Loros holder til i Valle de Güímar på østkysten, hvor han siden begyndelsen af 2000'erne har kastet sig over et redningsprojekt: forladte vinmarker højt oppe i Las Dehesas, op til 1.400 meters højde, med over 100 år gamle Listán Blanco-stokke på styrtende stejle vulkanske skråninger. Han arbejder både med sine egne marker og hjælper mindre lokale vinbønder med at omlægge til bæredygtig drift, og resultatet er nogle af Tenerifes mest terroirdrevne og autentiske vine lige nu. Det er stor hvidvin efter alle målestokke. Se Juanfras vine her

Vinpusheren er tosset med Tenerife

Vulkansk jord, hundrede år gamle upodede stokke og lokale druer, du ikke finder andre steder på kloden – Tenerife har alt, hvad et spændende vinområde skal bruge, og lige nu er der gang i en vinøs revolution. Vi har hevet nogle af de bedste flasker hjem til Danmark. Skynd dig at få smagt dem, inden resten af vinverden opdager, hvad der egentlig foregår oppe af bjergsiderne ovenover de solskoldede turister. Meld dig til vores Torsdagsnørd smagning med Tenerife og få smagt det hele - se program her.

Tilbage til blog